Vores yndlinge
Indrømmet….det er er fårene, der står vores hjerte allernærmest. Det er dem, der får mest nus og snak!
Det er bare noget særligt, når man har et får i måske 8 år og er så tæt på det og dets unger, som vi er i vintermånederne.
Vores fåreflok er på 25-30 moderfår, 1 vædder (aktuelt er det en herre ved navn Preben Fritz) og 40-50 lam om året.
Sommer
I sommerhalvåret bor de i Syltemade Ådal, som er et smukt naturområde skabt af den sidste istid. Der er stejle skrænter, skov, overdrev og eng – naturtyper man gerne bevare og derfor er ådalen fredet.
Det kan smages i vores lammekød; at dyrene får brugt deres muskler og at menuen består af mange forskellige planter og urter.
Vinter
Sidst på året bliver fårene klippet og flytter ind i stalden. Her tilbringer de de våde og kolde måneder, hvor der ikke er næring nok i græsset ude. I stedet får de “sommeren-pakket-ind”, græsensilage, fra egne marker. Og også eget korn.
Deres foder er 100% økologisk og de er underlagt kravene for økologisk fårehold bl.a. lang tilbageholdelsestid efter medicinindtag.
Vi tilstræber at lammene kommer til verden indenfor, hvor vi har de bedste muligheder for at yde fødselshjælp og holde øje med, at de små får en god start.
Slagtning
Når lammene er mellem 5-10 måneder er de klar til slagtning. Det foregår flere gange fordelt hen over året.



